SE-Terapi cases

Eksempler på terapeutiske forløb, jeg har haft, hvor SE-terapien har været essentiel.

SE-Terapi cases

Eksempler på terapeutiske forløb, jeg har haft, hvor SE-terapien har været essentiel.

Her er nogle forskellige eksempler på terapeutiske forløb, jeg har haft, hvor SE-terapien har været essentiel. Det behøver ikke altid være så dramatisk som disse, det kan også være mere subtile hændelser, hvor man ikke selv er opmærksom på, at det kan efterlade et traume.

CASE 1

Ulrik, 51 år, er på vej i sin bil under orkanen Bodil. Et vejtræ vælter pludselig ned over bilen, og den bliver totalskadet. Kun førerkabinen hvor Ulrik sidder er intakt. Ulrik er heldig at han har overlevet.

De næste par dage bliver tiltagende belastende for Ulrik. Han kan ikke sove, hans krop er urolig, og han kan ikke finde ro. Det bliver uudholdeligt for ham og han kontakter mig.

Det kan godt være at Ulrik har overlevet og faren er overstået. Men det har hans krop og nervesystem ikke forstået. Den er stadig i alarmberedskab og tillader ikke Ulrik at slappe af eller at sove.

Ved hjælp af den terapeutiske metode Somatic Experience får jeg Ulriks krop og nervesystem til at forstå, at truslen er overstået og at han har overlevet.

Der breder sig en stor livskraft og livsglæde i Ulriks krop, og han kan fortsætte sit liv og lægge episoden bag sig.

CASE 2

Oliver er en ung fyr på 24 år. Han er i et uddannelsesforløb i Göteborg. Under en bytur bliver han lokket i en fælde af en gruppe unge. Han bliver kidnappet i en bil, hvor de først tvinger ham til at hæve penge i en automat og derefter kører de ham ud i skoven. Der er en meget truende stemning og Oliver frygter for sit liv.

Ved hjælp af snarrådighed lykkedes det Oliver at flygte fra gruppen og gemme sig i adskillige timer under løvfald til det lysner om morgen. Han får derefter kontaktet politiet og kommer hjem til Danmark. Hans mor kender mig, så jeg har ham i klinikken 2 dage efter. Han er selvfølgelig rystet og har svært ved at sove om natten, og har absolut ikke lyst til at komme tilbage til Göteborg.

Ved nænsomt SE-arbejde lykkedes det at få Olivers nervesystem til at falde til ro, og genskabe hans grundlæggende tillid til sig selv og sin overlevelsesevne. Derefter kunne Oliver tage tilbage til Göteborg og færdiggøre sin uddannelse.

CASE 3

Steen er 38 år. Han oplever at han indenfor det sidste år er blevet mere og mere urolig. Det intensiverer, når han skal være alene med andre mennesker. I sin position som leder skal han afholde ansættelses- og personalesamtaler og han oplever en stigende angst for disse situationer.

Rationelt forstår han det ikke. Han ved med sit hoved at disse situationer ikke er farlige og alligevel reagerer hans krop med uro og angst.

I løbet af den terapeutiske proces viser det sig, at Steen har et gammelt traume (voldelig stedfar), som er blevet aktiveret igen i forbindelse med en verbal aggressiv nabo. I mange år har Steen ikke tænkt på sin stedfar og ikke mærket noget til angsten (sovende traume), men i mødet med naboen er hans krop kommet så meget i alarmberedskab igen, at alle situationer hvor han ikke kan komme væk opleves som truende.
Det er en stor lettelse for Steen at opdage og forstå denne sammenhæng, og han kan nu finde ro i sin krop og være i kontakt med sin egen kraft i stedet for frygt.